Hej med dig. Det er Peter Werner her. Først og fremmest, tusind tak
fordi du overvejer at købe en billet til dig selv og nogen du holder
af. Det er jeg sindssygt taknemlig for. Hvis du stadigvæk ikke helt
har besluttet dig for, om I skal afsted endnu, så har jeg skrevet
verdens sprødeste pressetekst lige her. Men først et digt. "Der er
snart show, vi er på må og få. Solen lyser og se hvor himlen er
blå. Du skal aldrig spise kylling der er rå. Mit navn er Peter
Werner og jeg kan stadig få min pik op at stå." Hvis det ikke var
nok til at overbevise dig så læs med her: Så er jeg altså gået i
gang med mit andet stand-up show! Efter WERNEROMDIG endte med at blive
en overvældende succes, er jeg klar igen. Den her gang bliver det
både større og vildere end nogensinde før. Det er ikke nogen
hemmelighed, at toeren ofte er lidt ringere end etteren. Tænk på The
Matrix, Die Hard, Biblen og Harry Potter. For at undgå dette har jeg
planer om at behandle mit nye show IGNORANT, som var det mit
allersidste show nogensinde. Jeg er nødsaget til at negligere min
kæreste, min træning, mine venner og familie kun for at sikre mig,
at du går fra showet og føler, at det var alle pengene værd.
Faktisk mere værd. Alle skal lide for det her show -- undtagen dig
som publikum. Selvfølgelig håber jeg ikke, at det bliver mit sidste
show. Hvis alt går godt, kommer der en 3'er, 4'er og 5'er (jeg
drømmer om at have råd til en elektrisk karaffel til at ilte min
billige vin). Så du kan godt forvente en Marvel-lignende franchise --
bare med en lidt sur sønderjyde i centrum. Hvad handler "IGNORANT"
om? I Ignorant fortæller jeg om verden, set fra mit perspektiv. Jeg
satser på grove jokes, energi og dumheder, så alt i alt vil jeg gå
all in i bedste Peter Werner - stil. Ingen bliver udeladt, alle bliver
roasted. Jeg kan ikke love jer, at I går fra showet klogere på nogen
måde, men det har heller aldrig været mit mål. Comedy er det jeg
lever for, og det eneste jeg drømmer om er at lave et show, hvor I
har grint så meget, at dine mavemuskler begynder at brokke sig
halvvejs. Verden brænder venner. Men ikke under mit show. Jeg håber,
at I vil komme ud og være ignorante sammen med mig for en aften. TAK!
Dørene åbner 1 time før arrangementsstart. Kørestolspladser
sælges via Ticketmaster Servicecenter på tlf: 7015 6565. Ledsager er
gratis, såfremt ledsager kan fremvise gyldigt ledsagerkort. Der
betales dog gebyr. Se mere på www.brementeater.dk
food
502
Views
10/07/2026 Last update